Venner kan redde liv
Du kan ikke bruge dine venner som erstatning for professionel hjælp. De vil formentlig ikke kunne forstå et suk af, hvordan du har det, men de kan bruges til så meget andet.
De kan sørge for, at du kommer ud at løbe af og til, at du kommer med ud at fiske, og at du får et godt måltid mad. Der er meget kvalitet i den måde mænd kan være sammen på som gode kammerater. Meget tit vil det være omkring en aktivitet og ikke omkring at snakke. Der er selvfølgelig nogen, der kan føre dybe samtaler med venner, men det kan også være en stor lettelse at have venner, der bliver ved med at tage dig med til nogle helt almindelige ting.
Har du mulighed for at holde fast i venner, der har kendt dig fra før, du fik det svært, er det vigtigt, for de vil også være dem, der bemærker, når du er ved at få det bedre. Det er meget tit omgivelserne, der lægger mærke til det, før du selv gør det.
Venner kan redde liv
Venner kan også bruges til at sørge for, at du søger hjælp, hvis der er behov for det HER og NU, fx i forbindelse med en druktur, hvor du bliver trist. Der er rigtig mange eksempler på, at det er gode venner, der har taget en beruset kammerat med på psykiatrisk skadestue eller til lægevagten. Det kan være med til at redde liv.
Vennerne ved imidlertid ikke altid, hvordan de kan hjælpe dig. Det kan du fortælle dem. Måske har du mest lyst til bare at få et måltid varmt mad en gang om ugen. Bed om det! Sig hvad der vil være en hjælp! Måske har du bare brug for, at en ven kommer forbi jævnligt, drikker en kop kaffe med dig og småsnakker om dagliglivet. Både mandlige og kvindelige venner vil synes, det er en lettelse, hvis de ved, at de kan hjælpe med nogle praktiske ting, så som at få støvsuget og vasket op.