Beskyttelse som forsvar – samt behovet for nye mønstre
Som beskyttelse mod pinefulde oplevelser, enten i hjemmet eller i skolen, har du måske lært at blive ligeglad. Du lader som ingenting, forsvinder ind i din egen fantasiverden, går hjemmefra, pjækker fra skolen, osv. Børn får det til at fungere, men som voksen kan samme mekanisme medføre, at du beskyldes for ikke at være nærværende, at afvise kontakt eller for manglende forståelse for andre mennesker. Det kan være svært at indse, at gamle forsvarsmønstre ikke er nødvendige længere – og derefter at øve sig på at reagere anderledes. Det kan man blandt andet få hjælp til hos en psykolog/i terapi.
Når psykologer godt vil høre noget om barndommen, er det for at få indtryk af, hvilke livserfaringer du har med. Det giver en bedre forståelse for, at du måske i dag har særligt følsomme områder, der kan tricke voldsomme reaktioner, hvis de bliver berørt. Det kan fx være, at du ikke kan fordrage løgne og reagerer voldsomt på ”at blive snydt” – at blive ført bag lyset.
At kunne læse andres stemninger
Du kan også have udviklet en særlig følsomhed overfor stemninger, så du er i stand til at læse situationen og andre mennesker. Det sker ofte i familier, hvor en eller begge forældre er meget svingende, fx på grund af misbrug eller psykisk lidelse.
At kunne læse andre kan senere bruges i omsorgs- og behandlerjobs. Ofte kan det være hårdt, fordi du risikerer at blive brugt af alt for mange, der privat har brug for en god lytter. Dermed fortsætter du et mønster med først og fremmest at prioritere andres behov og glemme dine egne. Du kan risikere, at du på et tidspunkt bliver nødt til at sige fra på en voldsom og uvant måde, eller føle dig udmattet, træt og udbrændt. De mønstre, der er nævnt her, er bare eksempler. Heldigvis kan sådanne mønstre genkendes, forkastes eller justeres.
Adoption
De fleste adoptivbørn ved, at de er adopterede. Men selv nok så gode adoptivforældre kan ikke bortforklare det faktum, at der var nogle forældre, der fravalgte barnet. Mange adoptivbørn får dog en sund accept af, at det ikke var et fravalg af barnet som person. At blive adopteret kan stadig siges at være et spil i lotteriet. Hverken barn eller adoptivforældre kan gøre for, hvis kemien ikke er til stede.
Arv
Måske er du bange for at bore i fortiden af angst for at have arvet kriminalitet, sindslidelse, et hidsigt temperament eller selvmordstilbøjelighed. En ung mand fortalte engang om de mange selvmord i sin familie. Selv havde han et par selvmordsforsøg bag sig og troede fuldt og fast, at han ville ende med at tage sig af dage. En ny synsvinkel for ham var, at de to selvmordsforsøg kunne opfattes som et tegn på, at han var en overlever, der var i gang med at bryde mønstret. Det var også nyt for ham, at man ikke så direkte arver en selvmordstendens, – at selvmordet trods alt er en handling, man vælger at udføre. Nogle lukker for muligheden for at tage livet af sig, hvis de helt tæt på har oplevet, hvor voldsomt det er for omgivelserne.