Rigtige mænd er både følsomme og blide

At have et følsomt sind – eller stå ved de mere blide sider af sin personlighed kan være svært. Vi indlærer bestemte forventninger til, hvordan en rigtig dreng – en rigtig mand – opfører sig.

Store drenge græder ikke. Store drenge bider tænderne sammen og holder ud. Det er også, hvad der kræves i et maratonløb. Det er altså godt at kunne i nogle situationer – bide tænderne sammen, men for mange mænd bliver de mere følsomme sider undertrykte og oversete, både af dem selv og omgivelserne og de følsomme sider opleves som ikke-accepterede. Helt at acceptere, at mænd kan føle sig hjælpeløse, afviste og små, er svært. Hvornår vil en ung mand indrømme, at han er mørkeræd eller bange for edderkopper?

Drenge og unge mænd kan være så bange for de krav, de forbinder med at være en voksen mand, at de tænker: ”Det her klarer jeg aldrig.” Så er der ikke langt til selvmordstanker, hvis du føler, at det hele bliver for svært. 

Social angst
At være følsom kan også medføre, at man retter hele sin opmærksomhed mod sig selv, bliver for optaget af at sige det rigtige, se rigtig ud osv. Det medfører en vis kejtethed eller generthed, når man er ude blandt andre, hvilket efterhånden kan føre til angst for samvær. En vej ud af kejtetheden er, at du øver dig på det modsatte af det, du har lyst til. Hvis du har lyst til at undgå og undvige kontakt med andre, så skal du i stedet tænke på at øve dig i det, du gerne vil kunne, for ellers kan du blive alt for isoleret. Der er mange muligheder for professionel hjælp, men det mest effektive er altid at træne i det, man gerne ville kunne foretage sig. Mirakelkure findes ikke.

At have mange følelsesmæssige strenge at spille på, kan vise sig at være en stor fordel i forhold til andre mennesker, hvis man har opnået en vis accept af sig selv og kan tackle det med humor og selvironi.

Scroll to Top